Hvordan finder jeg ro i mig selv - når kroppen bare ikke kan sidde stille?
Eller hvis den gerne vil falde til ro - men tankerne løber af sted - og opmærksomheden smutter som en nyfanget fisk mellem hænderne?
Jeg skal lige....
Forresten....
Jeg gør det lidt senere....
Der er tider, hvor hele systemet vægrer sig ved at falde til ro.
Bekymringer, tvivl, usikkerhed, utilfredshed og så videre ligger og støjer.
Eller gemmer sig.
Nogle gange har vi svært vi falde til ro, fordi vi inderst inde ved der er noget, vi ikke har lyst til at se på lige nu.
En skjult frygt for at mærke hvordan vi egentlig har det.
Hvad dukker der så op, når vi er stille?
Veje til at finde ro
Når uroen har taget fat - er vores opmærksomhed fanget i et tankespind.
Fanget i et mylder af bekymringer, overvejelser og så videre.
Vejen ud af dette kaos er rejsen fra hovedet og ned i kroppen.
Rejsen fra fortid eller fremtid - til nuet.
Til nærvær.
Vend dig mod nuet - ved at have din opmærksomhed på det, der er her lige nu.
Din vejrtækning.
Alt dine sanser kan opleve.
Din glæde ved alt det dejlige, der er her. Lige nu. I dit liv.
Når det ikke virker..
"Ja - men Mette, det har jeg prøvet. Det virker ikke. Hvordan finder jeg ro?"
Nej - nogle gange er det bare nemmere sagt end gjort.
Og som jeg nævnte i indledningen, så kan det være fordi vi vægrer os ved at opdage det, der gemmer sig. Det som vil vise sig, hvis vi bliver stille.
Så må du starte med at blive venner med din uro.
Se den som et mønster, du skal lære at kende.
Giv dig selv lov til at være urolig - uden straks at handle på det. Eller flygte fra det.
Et lille skridt ad gangen - få minutter ad gangen - sid stille og mærk din uro.
Bliv venner med din uro.
Find ud af hvad den vil dig.
Og husk at livet er en rejse - med opture og nedture.
Sejre og nederlag.
Glæder og bekymringer.
Det er sådan det skal være.
Ubehaget hører med til det at leve.
Det er det, der får dig skubbet videre. Til noget bedre.
Sten i skoen
Uro og ubehag er som sten i skoen.
I starten ligger den lidt der i hjørnet og skubber lidt.
Når du bliver opmærksom på den, håber du at den flytter sig til et sted hvor den ikke forstyrrer.
Fordi du ikke gider tage skoen af og ryste den ud.
Nogle sten placerer sig et ubemærket sted og smutter stille væk på et belejligt tidspunkt.
Andre sten er mere insisterende - indtil ubehaget bliver så stort, at du hellere vil have det ud af verden med det samme. Fremfor at blive ved med at gå med den.
Det er det samme med din uro.
Og det den gemmer på.
Få det ud af skoen.
Nogle sten skal der handles på. Beslutninger der skal tages. Noget ubehageligt, du skal samle mod til at gøre.
Gør det. Få det ud af skoen.
Andre sten kan du ikke gøre noget ved. Det er ude af dine hænder. Ude af din indflydelse.
Så må du slutte fred med det.
Og få det ud af skoen - eller placeret et sted, hvor det ikke giver ubehag.
Spørgsmålet er så hvor din smerte-tærskel er.
Hvor god er du til at tåle ubehag?
Eller ville tåle ubehag?
Hvor ondt skal det gøre, før du agerer?
Før du giver dig lov til at få ro igen?